Danmark på væggen

Forslag til nyordning af skriftkulturen i Danmark.

Først lidt om mediebilledet.

LIVETS EGET MEDIE er menneskets kropslige udveksling med vor naturlige omgivelse på jord. Drivkræften i den udveksling er vor søgen efter næring. Vi er alle næringsdrivende. Det er der så en lang og omfattende samfundskulturel historie omkring, der kan anskues på vidt forskellig vis, dog til stadighed, ja i al evighed med et sandt sigte omkring vor levende kropslige beskaffenhed og velbefindende. Det er og bliver omkring det næringsdrivende, drivkræfterne forbundet med at skaffe sig næring, arbejde med næring, høste næring, at menneskelivets samfund udfolder sig. Madens næring er ikke hellig uden vort mellemværende, hvilket først og fremmest betyder at vort mellemværende, vor samlivsformer og adfærdsmønstre - vort samfund - er af afgørende betydning for den helbredende og helende måde med at skaffe sig næring, arbejde med næringsforhold og ikke mindst indtage den. Det sidste er nadverens/måltidets pointe: Vi takker for brødet og deler det vi har kunnet tilvejebringe, så vi kan overleve og rask leve videre.

MEDIER. I det danske samfund har der i min tid været et frygteligt hurlumhej omkring medierne. Radio og Tv blev allemandseje og på det seneste er den personlige computer også kommet til med sit. For bedre at kunne forstå udviklingen indenfor den ”medie-verden”, jeg her beskriver, kan vi med fordel tænke tilbage på gamle dage. Og nærmere bestemt, skriftens medie.

Skrift er tegn mennesker tegner, indgraverer, skriver eller taster. Der er en hel menneskelivets historie i forbindelse med vore anlæg, vore traditioner og måde med at tegne, som man kan dykke ned i, hvis man har lyst. Man kan også lade være og bare benytte sig af skriftens medie, nu hvor vi, mange af os, i det mindste i Danmark og Europa, har lært at læse og dermed skrive. – Det særlige ved skriften er, at den kan oversætte vor hørelse, vor stemme, vore lyde til ord, vi kan se. Men det kræver et optrænet håndelag at gøre det, ligesåvel som det kræver et optrænet sindelag at kunne aflæse budskabet på den måde. F.eks. er budskabet i det, jeg her skriver og arbejder på, ikke alene gjort med de ord, jeg skriver, men kort og godt: undervejs. Det er hele skriftskulturens håndelag-sindelag, jeg er i færd med at ordne. Og hvorfor, hvordan og hvorledes, ja det kan man jo ikke regne sig frem til, førend hørt er. Budskabet er altså undervejs.

Endeligt vil jeg også sige, at forklaringen på de forskellige skriftlige udtryk - jeg tænker her på det, vi kalder sprog - er forbundet med alle de øvrige forskelle mellem os. Jeg skriver på det sprog, der kaldes dansk, det er mit modersmål og det er mest udbredt i landet, der kaldes Danmark og som ligger der, hvor det nu engang ligger: Syd for Norge og Sverige, nord for Tyskland og Baltikum, østen for England, Irland og Skotland og vest for Rusland. Den skriftlige oversættelse af vort tungemål bærer altså præg af vor omgivelse – og i Danmark, som man også har gjort det i andre lande, har man derfor bearbejdet vore dialekter, ja så at sige standardiseret vort modersmål på retskrivende vis. A will jo æ tårl o me egn moje, for te so willen trow te a æ hoj gawn i skuel, å jo da måt wer dum somen ku ujen jert for wor menskli trywsel o jur.

Den standardisering, der er forbundet med vore retskrivende lærdomme, skolegang, retsvæsen og så videre, den effektiviserer vort fælleskab indenfor det danske område, ja den gør det muligt at tale om tingene, uden at skulle bruge for meget energi på de misforståelser, der ellers ville ske mellem os. Men når det så er sagt, ja så skal man jo ikke glemme sin egn og de medmennesker, man nu engang lever iblandt, dér, hvor man er og har sin daglige gang. Jeg mener, det er jo ikke ordene og talemåden med dem, der er afgørende, men derimod ordet i det sagte, altså budskabet.

Skriften og dens mange kulturer, også de idiotiske af slagsen, står altså, for nu at bekræfte mit budskab, i forlængelse af LIVETS EGET MEDIE. Skriften er ikke livets eget medie, nej, det er blot et udtryk deraf, altså et udtryk af vort kød – i dette tilfælde mit kød som del af al vort, ja da det jo er mine fingre, der sender det her afsted.

Skriften. Da skriftligheden har været brugt til at udforme love og retningslinier i mange hundrede år er skriftskulturen også ladet med ret, magt, straf, ja alskens grusomhed. Det skyldes først og fremmest, at vi som mennesker i samfund, ikke indrømmer vor kødelige egenret – eller rettere sagt, at vi de sidste mange århundreder sådan set ikke har bestilt andet end at forsøge på at gøre det klart for enhver, at de er givet en personlig, kødelig egenret som menneske, og stemmeret, uafhængig af position, færdigheder, karakterer, udseende eller hvad der nu måtte være i vejen hos pågældendes nedarvede indbildning. En overskåret tunge kan ikke fratage mennesket sin personlige egenret ved sit kød, derfor ejheller fratage det sin stemmeret. - En kendt historisk hændelse, ja samfundskulturel bevægelse, og i disse tider med en alvorligt løftet pegefinger, her i Danmark, som et land i Europa, er: Reformationen. Reformationens hændelse betegner bruddet med den romersk-katolske kirke og skolelærdom i henhold til løgn og latin. Og vi behøver såmænd ikke at gå længere ind i de store, åndssvage, religiøse diskussioner, der måtte være deromkring og i kølvandet derpå, op til vort nuværende velbefindende, for sagens kerne i det danske folkevid var og er, at vi med reformationens bevægelse blev del af den frigørelse fra falske eller bare forkromede autoriteters systemnetværkeri, der ellers var fastholdt i skriftlighedens autoritetstro parnas. – Forfattervirksomhed, aviser, tidsskrifter med videre skal derfor ses i lyset af den historie. Og retningen, ja det oplysende sigte bag den frigørelse skal ifølge min bedste mening fastholdes, så alverdens skribenter ikke forfalder til formidling af snot i skrift, med den følgevirkning, at læsere, mennesker, befolkninger, så tror de bliver begavet deraf. Sigtet var og er fortsat, at skriftlig virksomhed udtrykker, foranlediger og hjælper os med at stå ved al vort som levende mennesker, der elsker livets eget samfund. - Jeg siger også gerne, at den hørelse, der blev opdyrket via de skriftkloges gallimatias i de gamle traditioner, den hørelse er ikke den egentlige, sandfærdige, handlekraftige, kærelige, kreative. Nej, den skriftbårne hørelse er indlært med pisk og revselsesstraf – hvorfor det er grusomt, når idioter gør brug af lige netop den hedgangne og derfor dødbringende symbolik, brug af skrift. Det er uærligt.

Lær derfor at kende forskel på dem, der måtte have noget ærligt på hjertet at give og dermed dele med vort levende samfund, altså dem, der bruger skriften som et håndelag til at formidle et personligt budskab i medhør af al vort, ja så trykket kan tages og dermed udlignes – og så dem, der intet har fattet, men sådan set blot sidder og spermer udi æteren med en lang række intetsigende forplantningsegenskaber. - Endeligt skal jeg også her, under overskriften: Skriften, sige, at lige netop det udtryk, skriften, i gamle dage var danskernes oversættelse af det latinske ord for det sammen, nemlig: Biblen. Og hør: skriften er jo ikke Ordet.

Edb. Edb var et af de første danske ord for den nye teknologi, der kunne samle mange informationer, også kaldet data, på elektronisk vis. Førhen havde man kun kirkebøgerne, senere begyndte man så i tråd dermed at registrere hændelser, altså at skrive historiebøger og endeligt blev det hele til et stor teknokratisk lokum omkring penge, lov, ret, ejendom, løn, ferie, fritid med fanden og hans politiske pumpestok indover. – Elektronisk Data Behandling. I en DR-tv-udsendelse fra 60-70’erne kan man se en mand, der stolt over den umenneskelige fremskridtstro, viser os, hvordan man nu kan have mange flere informationer om vore menneskelige forhold samlet på ét sted, fordi man nu kunne komprimere informationerne i de famøse data. Det var spolerne, tape, til spolebåndoptagere og tape-recordere. Sidenhen er det så blevet diktaliseret og trådløst. Det sidste betyder noget helt andet end at være løs på tråden, der jo kommer fra erfaringerne med telegraf-stationerne. Dut, dut – dut.

Den seneste, ganske forvirrende udvikling omkring de elektroniske medier, altså Ipod, PC, Mobiltelefoner og alt det rod, det skal ses på samme måde som skriften og dens brug løsrev sig fra biblen og de gamle lovgivningstraditioners retskrævende, retsmagtende og derfor voldelige måde med vor samhørige ånd i sit ellers naturligvis slægtsbårne og dermed naturligvis menneskehjertelig oplysende forstand af vort personlige kød. Skriftens gamle retskrivende traditioner lå som et tungt åg over almindelige menneskers hjerte førhen. Det gjorde man så op med i kølvandet på alskens oprør og uroligheder og altså også når det kommer til Ordet i vort liv; der førhen blev koblet til de hellige skrifter og deres hierakiske titelkultur. Kapaaw, gamle Pavedømme. – Sagt på anden vis: Da elektroniske medier og dermed kommunikationsformer vandt frem, fandt man det nødvendigt at koble dem til landets autoriteter, så der fortsat var styr på sigtet med udviklingen af vort samfund og samfundne liv. Det førte imidlertid til propaganda og sådan set til de grusomheder, vi kender fra f.eks. det Tyskland, Hitler tog magten fra. Og sidenhen har der været en grusom åndskamp omkring medie-brug og formidling. Systemet som man også førhen kaldte landets offentlige samfundsvirksomhed fik med andre ord en ny drejning, ja det blev med de elektroniske mediers masseforførende vold til et sandt røvrenderi af vor ellers oplysende dagsorden og den indrømmende ordenskultur. – Nu adskiller jeg det for Jer.

Den afstandtagen til Rom, der med reformationens bevægelse fandt sted i Europa, handlede om en afstandtagen til oldtidens grusomheder. Og for det lille almindelige, ærlige menneskebarn, der kom i skole, altså også en afstandtagen til hele den lærdoms-kultur, der udløb fra den romersk-katolske kirke-latin, der kendes ved følgende emblem: Universitas Delfinarrehus est in fis profundis. Det var sådan set ikke en afstandtagen til det oplysende menneskebudskab, der måtte være forbundet med de hændelser, der fandt sted omkring Jesus liv og skæbne – der jo netop stod som et livsmedierende omdrejningspunkt mellem en gammel jødisk samfundskultur og så oldtidens romere (grækere). Altså, jeg gentager, reformationen var ikke en afstandtagen til det oplysende menneskebudskab, der måtte være blevet hørt dengang og ligeledes ejheller en afstandtagen til PetersKirken i Rom. Nej, det var en afstandtagen til den romantiske, oldgræsk-romerske, voldsarv sat i system og først da, dermed en afstandtagen til Pavedømmets Romantiske kirkesystem. – Sidenhen har vi ikke kunnet fordrage store systemer og dertil skal i sandhed også siges, at det utal af statsborgerlige idioter, der troede at de kom fri af kirkens forkyndelse af menneskebudskabet på grund af de ovenfor skitserede irritationer, ved f.eks. at tilbede staten som noget neutralt, objektivt, ligheds-et-eller-andet, ja de er da i sandhed idioter, eftersom de ikke er klar over, at Staten er platonisk, altså løber med den oldgræske voldsarv. Dén logiske voldsarv, idealisme, der også kaldes videnskab-ingeniørkunst-akademisk-politisk-kunst og som er baggrunden til sindsforvirringen i og omkring de ”nye” techne-logikker.

Hvor man altså i kølvandet på reformationen var godt i gang med at komme fri af den autoritative, retskrivende brug af skriften, om det så gjaldt kirke-kulturen eller lov-og-retstatskulturen – ja så skete der dét med det naturvidenskabelig-universitære snot af system-teknologiske fagsprog udi sine mange iltfattige iagttagelser og deraf selvfølgeligt celletænkende vold i kategorisk administration af matematik (skatte-retstaten og bankbørnene), samt strategisk anlagte, store fede motorveje henover vort jordiske vækstgrundlag, at vi nu også blev nødsaget til at komme fri af hele universet, verden og klimaforskningens globale opvarmning!!! - De universelle, universaliserende fagsprog, hvor matematikken jo er det reneste sprog for sandheden, dernæst juraen!!! – de løb altså ind i hele den ellers oplysningstro bevægelse, der udgår fra vort kød med kirken, kongen og folketingene i sin samfundskultur-historiske forvandling af vort indrømmende livs kød, overnpå alle grusomhederne.

Det personlige vidnesbyrd, det personlige kød som er givet med al vort, som det er vigtigt at blive hørt kæreligt på helt fra barns ben – så mennesket kan blive voksen med sin hørelse og sine ansvarlige ytringer for vort samfunds oplysende udvikling – det blev først udtrykt i diverse romaner og ligeledes, når det handler om talekulturen, i folketinget, på højskolerne, foredragene, forsamlingshusene, for dernæst at blive underlagt en helveds tung, iltfattig, latterlig og ubegavet teknologisk dagsorden på grund af de universitære pattebørn, der er født af skidvorne skattestatsborgerlige slægter og deres socialdemo-kammerateri. Men så kom blogger-kulturen, facebook og lignende, for at opretholde det analoge spejlbillede, som vi altid har fortolket og sandset os i forhold til og som er det leje, hvor al vor hjertegode livserfaring ligger. Digitaliseringen er med andre ord småt begavede menneskers forsøg på at gøre menneskelivets eget hjerte og deraf samfundsudfoldende, ja oplysende forstand, til et stykke atomfysisk materiale, en energiressource til brug for udforskningen af livet på Mars!!!  - Desværre er det ikke strafbart, nej, for de har jo lighedsretten i universel logisk fornuft, ganske ligesom Kejser Nero troede han havde det i sit henhold til Justitsia-Mohammeds købmandsvægt.

Verdens undergang, nej, hør nu på universal-pædagogisk vis, statsborgerlige pattebørn: Verdens undergang er Livets opstandelse i kødet, afstandtagen til verden af det lave. Og det gælder naturligvis også åndeligt og sprogligt, ja altså omkring sandsen for vore udtryk, livsførelsen og det budskab, der er undervejs dermed. En helt ny æra med menneskelivets samfund på jord er undervejs via vor personlige indrømmelse af det hjertelige livsgode, der jo altså også består i kraft af ordentlige samfunds måde med mennesker og den fornødne oplysningsvirksomhed til at bekræfte det sigte.

Godt, for nu kommer vi frem til mit forslag.

Der vil fortsat være skriftlig virksomhed i det dansk-nordiske samfund, når jeg er død. Jeg mener: Jeg er ikke tilhænger af, at mennesker skal sidde og skrive og skrive og skrive i et væk, nej, jeg er tilhænger af, at skriften bliver brugt på oplysende vis til fordel for vort samfundne kød med det danske land. Jeg ønsker at højne vor brug, dermed også hørelse for vort danske modersmål, så hjertet i det danske livs samfund også kan høres derved. Og det kræver forstandige overskrifter, vi kan samle os om.

I den sidste artikel, jeg skrev, Folkthing,  udrensede jeg lidt revsende verdens tryk, her og der, for ikke at sige al institutionshørmen i lortelandet, Danmark. Ja, man kan også se det som en irettesættelse af det danske lands mange foreninger og institutioner i henhold til det bærende: Kirken, Kongen og Folketing. Hør efter, for helvede: Der er nyheder fra nær og fjern, der er love og retningslinier, der er mennesker, der tror på hellige bøger og skident æblegrød, der er aviser, der er sms’er, der er bloggere, der er brug af sprog på arbejdspladser til at ordne virksomhed med… Alt sammen har sin ret, men det bliver ikke til mere, såfremt al den kommukation ikke også fastholdes i sigte for vort livs oplysende gode, vor samhørige ånd som almindeligt menneske omkring vore familier. Uanset om stridighederne, debatterne eller lovgivningsvirksomheden, så måtte handle om det ene eller det andet eller det tredje.

Når jeg altså udsondrer Kirken, Kongen og Folketinget som de underordnede og underordnende instanser i vort danske samfund, ja så er det ikke udtryk for, at de bestemmer over os, men at den almindelige mennesketrolige indsats, der foregår i navn deraf angår vort under som levende dansk samfund. Og, ikke mindst, sådan sagt, fordi samarbejdet mellem de tre instanser udgør en blivende og bærende oplysningtro indsats i og omkring danskernes liv fremover. Kirken, Kongen og Folketing er sådan set Faderen, Sønnen og Helligånden i ”institutionel” forstand. OG LIGE NETOP DERFOR ER DET VIGTIGT, AT DERES OPLYSENDE ÅNDSVIRKE OG GLÆDELIGE INDSATS MED DEN DANSKE BEFOLKNING OGSÅ FINDER ET SAMHØRIGT UDTRYK, sit levende, tilmed sandfærdige, ærlige og næstekæreligt oplysende sprogs virke, kunne man sige.

SÅ LAD MIG DOG FOR IND I HELVEDE TALE FÆRDIGT, før I siger, at I ikke vil være med til det…! Ja, for I véd jo ikke, hvad jeg siger endnu, ejheller hvad det indebærer for Jer, der kun hører svinet i dansk samfundskulturhistorisk virksomhed. Hvor er landets offentlighed, altså åbenbarne oplysningsvirksomhed henne? Hvor henvender man sig til det danske samfund, så hørt kan blive i mere end én forstand?

Som skildret ovenfor er der sket noget nyt med de elektroniske mediers herkomst. Facebook indgår i vælgeropbakning, at fiske stemmer og så videre. Og jeg mener, al den energi, der går med det, fører også til, at vi fuldstændig glemmer sigtet med vort eget liv som del af en oplysende forvandling af vort samfundne liv på jord – ikke mindst sådan sagt som set, i forhold til de grusomme krige og den fortsatte stupide brug af unge mænd, ja børn, som soldater, alt imens man arbejder på fred. Fred handler jo netop fortsat om næringsdrivende forhold i og omkring vækst, opvækst, mad, bolig og oplysende samfundsvirksomhed, der ikke forhærder sine borgere eller undersåtter, men derimod lader dem optræde på slap line, jeg mener indrømmer glæden og lyset ved vort bærende livs sigte til det viderebringende med vore efterkommere.  

Tager vi avis-kulturen som eksempel, altså det jeg kalder den oplysningstro frie presse, fordi den således bliver stillet overfor et sandhedskrav i hjertet med Thors hammer lige i smasken, såfremt, der ikke bliver hørt efter. - Da den personlige computer med lorte-hacker-ungerne kom til, kom også en hørelse for menneskets enorme protest mod systemer, systemkultur og lignende til udtryk. Deri bestod hackernes troskab mod menneskelivets udvikling på jord. Det var en befrielse for mange, men krævede jo altså også sine ofre. Bankverden blev ruineret, fordi de matematisk beregnende nu kunne tømme lommerne på bankerne og børsspekulanterne – altså tjene på folks opsparing - ja en overgang kunne man såmænd børsnotere en bussemand og tjene ganske godt på det. Man kunne så at sige pludselig tjene penge på gæld, altså på noget, der ikke er der, mens andre stod inde for skyldsbetalingen. Det foregik, selvfølgeligt, uden omtanke for den hæderkronede bankkultur med sin skyldsforladende ånd, sådan som den jo var der i forvejen!!! Ja, altså, jeg mener den fine bankkultur, der naturligvis hele tiden har været klar over, at den danske mønt enten er kongens eller kejserens og derfor naturligvis håndteres i agtelse for vort vikongeligt oplysende levebrød, så ingen går sultne i seng eller bliver syge og dårlige på grund af diverse økonomisk-politiske sprogs tvangslogiske kultivering af kønsdriften, trosdriften, oplysningsdriften og dermed vort sandfærdigt voksende helligåndsbringende samfund med sine livsudviklende kundskaber omkring vækstvilkåret!!!

Avis-kulturen blev altså nødsaget til også at følge med i det nye medie, for at kunne spille med og fortsætte den samfundskulturelle udvikling som avis-mediet er del af.  Og det førte vel også til et fornuftigt løft af avis-kulturen, ja så de blev klar over, at SF, socialdemokratiet, alt det ligheds-idiotiske statshalløj med sine lovreligiøse aber, som det allerhelveds retfærdighedskrævende system det er med så tårnhøje falske krav til ytringsfriheden, at ingen almindelige mennesker kan se noget gode deri – nå, men altså, et fornuftigt løft, der gjorde skidesprællerne i den danske skrift og retskultur klar over, hvad hele oplysningsforetagendet med kirken, kongen og folketinget, sådan åndeligt set, handler om. Nemlig en grundlæggende afstandtagen til det old-græsk-romerske arvegods. Herunder den ånd, der har skabt computeren. Ja også den ånd, der har skabt windows, microsoft, indtil de derovre ligeledes fandt ud af, hvordan vi kun ville kunne afhænde den logiske og rets-principielle ånd, som det medie bærer på, ved at opretholde ordets dagsorden, vore respektive modersmål i vore fædrelande og dermed hjælpe den personlige ytringsfrihed i sit oplysende og meddelsomme, ja næstekærlige sigte, på vej, jorden rundt. Og hvad computer-programørere angår, jo altså også skabe platforme, der gør det nemt for brugerne at nå ud til omverden. Ja – og her reddede den oplysningstro danske ånd, iform af kødet bag aviskulturen, så danskerne fra den indbildning, der meget let sker, når matematisk-universaliserende ånder lader fordummende teknologier opstå. Eller med andre ord, deres indsats som programørere, ville aldrig være blevet løftet op, såfremt der ikke var andre mennesker, der var givet ordets oplysende forstand til at irettesætte dem på sigtet med den ”nye” teknologi.

Computeren viste sig med andre ord, blot at være en ny slags bog. Og forvalterne af den bog, de har deres helt eget sprog, deres helt egne koder og fuldstændig vanvittig oplyste måde at være til på som menneske. PComputeren er åndeligt set et produkt af fattigdommens behov for hævn over de rige, ja altså indtil vi fik menneskelig udlignende kommunikation gående, så den i det mindste ville kunne bruges til at bekræfte de oplysende dagsordner, der var, er og fortsat arbejdes på. Fredens, Kærligehedens, samfundsforvandlende forhold mennesker og landes befolkninger imellem.     

Jeg oplevede om ikke andet den tvang, som computeren indførte i vort danske samfund. Altså man kunne for eksempel ikke engang melde sig til eksamen på universitetet uden computer. Den blev med andre ord et udtryk for hadet til systemer/teknokrati, indtil der så var mennesker, der med kærligheden i hjertet gik ind og oplyste det naturvidenskabelige-matematiske-retstatshelvede, ja det enten-eller-logiske svins fuldstændige undertrykkelse af vor livsmåde og oplysende dagsorden med ordet, vort kød, vort samfund. Avis-kulturen fortsatte deres virksomhed på nettet, jeg mener, de var med til at sørge for, at den danske oplysningskultur, hvad presse-friheden, ytringsfriheden angår, ikke gik tabt, ikke blev lukket inde på grund af computer-kulturens grusomheder i sine koblinger til retssystem-teknokratisk, jeg mener især logisk-tvingende ånd. Det er sagt før af mig, så jeg gentager: Hvordan i alverden kan den offentlige forvaltning forsvare sin dødbringende rolle i det danske åndsliv, det oplysende foretagende med det danske samfund. Hvad er I for nogle umennesker? Mangler I nye kategorier til administrationen af det kontaktskabende samarbejde om at søge arbejde via computeren?  - Nå, men dermed, med den gamle aviskulturs brug af netmediet, skete der noget nyt. Jo, for nu kunne man kommentere på det skrevne. Og i det hele taget er skrift og tale derfor på uhensigtsmæssigt vis blevet rodet godt og grundigt sammen. Endda med ovennævnte logiske ånd indover, ja det er ulækkert.

OG DERFOR ER DER KRAFTEDME BRUG FOR FORSTANDIGT OPLYSENDE TALE I SKRIFT, DER KAN SÆTTE TINGENE PÅ PLADS FOR JER. JA SÅ DET IKKE BLIVER COMPUTER-MEDIETS ROMANTISKE FORNUFTSÅND, DER BESTEMMER ELLER LØBER AF MED BUDSKABET. (Hvordan tror i amerikanerne har det? Jeg mener: Vi er jo i dag, ikke mindst med dette universal-computale medies utopi, tvunget til at oplyse barnerumperne i livets ærlige foretagende som samfund, der nærer kærlighed i hjertet livet igennem og tilsvarende ønsker den fornødne frihed til at gøre en oplysningstro indsats for vort samfund, i vore respektive lande og på vore respektive modersmål… Amerikanerne kan ikke bestemme de administrative kategoriers forhold og tænkemåde i Danmark. Og det tror jeg såmænd heller ikke, at de vil. Ja, altså, jeg mener, det slipper de aldrig godt fra. Internetmediet lægger op til at dele vort brød, vore livserfaringer, vor ånd med henblik på at lade fred og glæde opstå mellem os, jorden rundt. Af nøjagtig samme grund er det yderst vigtigt, at hver enkelt land på jord har en hjertelig oplysningsvirksomhed gående, som ikke handler om skriften, men om personlig ansvarlighed i sin livsførelse og altså tilvejebringelsen af det personlige vidnesbyrd, der bekræfter den allerede givne hjertelige samhørighed af vore levende liv).

Foreslaget er en ny avis, der samler det danske og dermed skaber et overblik. Avisen hedder:

DANMARK. Med en sektion til Kirken, hvor samtlige trosanliggender kan ytres og diskuteres, også med de mindreværdigt troende, ja det er vigtigt, så vi kan tage ved lære af deres godtsigtende ånd og komme til hørelse for samme menneskelige tro på vort hjertelige ligeværd som enkeltstående menneske i glad oplysning. En sektion til VIkongen, altså mennesket af slægt; fribåren menneskeoplysende debatkultur, men først og fremmest bud ud af vort hjerte. En sektion til Folketinget, altså folketingets debatkultur; lovgivningsvirket.

Herunder, under Folketinget, kommer måske så også en lang række "institutioner", der jo altså berører vore folketing. Det kunne være Højskolerne, Friskolerne, Jordmødrene, Raskhusene, Fængslerne, Betonparkerne, Land-hav-og-skovbruget. På den måde kunne der skabes en levende basis, en platform, et talerør, der gør det overskueligt at have med hørelsen for vort samfund at gøre. Og navnene vil jo altså så også svare til sted eller arbejdsområde. Det vil gøre det lettere for folketinget at lede og lovgive på hensigtsmæssig vis, fordi hørt da er blevet i bredden. Og ligeledes vil det være lettere for Virksomhederne at blive hørt på deres ønsker eller indfald til åndeliggørelse for samfundet og arbejdsstyrken. Endeligt bliver vi fri for at skulle klikke rundt i den her maskine, der jo er underlagt romantisk åndsvirksomhed, så ordet i det danske ikke længere kan lyde, uden forstandige danskeres vikongelige hjælp.    

Dernæst kunne de danske områder og tilhørsforhold til Danmark have hver deres sektion: Færøerne, Island (hvis de vil), Grønland, Jylland, Fyn, Sjælland, Bornholm – og øerne – Nordtyskland (med deres dansk-tyske modersmål). Skåne-Halland-og-Bleking (hvis de vil med deres svenske). Sydnorge (hvis de vil med deres norske). Englands østkyst (hvis de vil med deres engelske). Baltikum (med deres nordkyster). Rusland (med sin vestkyst). Og der, hvor avisen slutter, kan den så fortsætte på nettet med diverse eftervéer og kommentarer. Har jeg glemt nogen?  

       

Avisen kunne udkomme månedligt og mere behøver vi ikke. Skriftens rådne kulturarv i vort samfunds kød vil dermed kunne afvikles, så det omvendt bliver lyset, ordet, vort raske kød i sin almindelige hellige medfødte skabning, med sin opvækst og håndtering af livsvilkåret, der kommer til udtryk. Det vil tilvejebringe sandheden og dermed bekræfte menneskelivets sandselighed på sin oplysende, ja glade midte, rense vort samfund derved og vende sorgerne til glæde. Endeligt vil det blive langt morsommere at læse avis og leve med forvaltningskulturen, ordensmagten og ordet i livet. Desuden vil mennesker i nød, i det danske samfund, langt hurtigere komme med igen. Det vil redde os alle sammen på vort håb, vor tro, vor kærelighed med det danske samfund. - Endeligt vil jeg minde Jer om, at der jo også er gødning i lorten, altså, når blot man ikke spiser den.   

Næstekærlig hilsen, Jens Haarup Mortensen med håb og tak.